top of page
Ebbe Dam Nielsen

Lav din egen rakuovn

Opdateret: 6. jun. 2020

Opdateret den 25. november 2018

Du skal bruge:

  • 1 200 l rengjort olietønde

  • 1 rulle keramisk isolering (360 x 61 x 5 cm)

  • 4 porthåndtag (2 til tønde og 2 til låg)

  • 22 bræddebolte 6 x 50 mm incl. møtrikker og store spændeskiver (til at fastgøre isoleringen på tønde og låg, de skal være af rustfrit stål)

  • 22 maskinbolte 6 x 25 mm incl. møtrikker (til 4 port-håndtag og 3 støtteben)

  • Hulbånd til støtteben (låget)

  • Tusch

  • Stiksav med metalklinge

  • Metalfil

  • Stanley kniv

  • 2 fastnøgler (10 mm)

  • Tommestok/målebånd

  • Boremaskine

  • 2 bor (6 og 10 mm)

Materialeudgifter ca. kr. 1.200, afhængig af pris på olietønde. Den viste kostede kr. 249,00.

Tidsforbrug ca. 5 timer. Det er lettere, hvis man er to om opgaven.

Aftegn udvendigt på tønden den indvendige bund. Mål herfra

5 cm (isolering i bund) - sæt et mærke. Fra mærket tegnes en cirkel på 10 cm i diameter. Har du en pap skydeskive - er denne nem at klippe ud i en diameter på 10 cm og tegne efter. Hullet er til brænderen. Bor et hul på 6 mm og gør dernæst hullet større med et 10 mm bor. Sæt metalklingen i hullet og skær hullet rundt med stiksaven. Brug metalfil til at fjerne de skarpe kanter (indvendigt og udvendigt).

Fra mærket med den indvendige bund måles 60 cm. Sæt et mærke. Dette er højden på isoleringen (minus 1 cm, da der er kalkuleret med, at isoleringen "synker" med tiden). Mål herfra 5 cm og sæt et mærke. Dette er højden på ovnen. Har tønden en spænderem til låget, kan denne bruges til at mærke af, hvor ovnens højde skal skæres. Sørg for, at målet er det samme hele vejen rundt om tønden. Bor med 6 mm og dernæst med 10 mm bor oven for stregen og skær med stiksaven langs stregen. Brug metalfil til at fjerne de skarpe kanter (indvendigt og udvendigt).

25 cm fra toppen af ovnen sættes et mærke. Et 10 mm hul bores. Dette skal bruges til pyrometeret (raku-termometer).

2 porthåndtag sættes fast midvejs og over for hinanden på tøndens yderside. Bor huller med et 6 mm bor. Brug maskinboltene til håndtagene. Sæt boltene udefra og ind med møtrikken på indersiden (isoleringen vil dække disse).

Isoleringen til ovnens inderside måles af og skæres til, som vist på fotovideoen. Mål tøndens omkreds på ydersiden og læg 10 cm til. Den keramiske isolering er farlig at indånde. Brug derfor støvmaske. Handsker er også en god ide.

Når isoleringen på ovnens inderside er på plads (sæt samlingen modsat brændehullet), måles diameteren på bunden. Denne tegnes på isoleringen og skæres ud (se fotovideoen). Bunden placeres. Bunden holder isoleringen på plads nederst i ovnen.

Isoleringen fastgøres med 10 bræddebolte. Tryk bræddeboltene ind i isoleringen, der hvor de skal sidde (begynd ved samlingen). Sæt 8 bolte i toppen (N, S, Ø, V, NØ, SØ, SV og NV). De sidste 2 bolte sættes i samlingen. Tag boltene af igen og bor indefra et hul på 6 mm (gennem isoleringen). Boltene med spændeskiver placeres indefra og fastgøres udvendigt med en møtrik. Stram ikke møtrikken. Bolten skal kun fastholde isoleringen. Da spændeskiverne efter mange brændinger smuldrer, har jeg skiftet disse ud med selvlavede forglødede skiver af stentøjsler (se under Tips og ideer).

Midt på låget tegnes og skæres et hul på 10 cm i diameter (på samme måde som brændehullet). To porthåndtag monteres med maskinbolte. Der formes 3 støtteben af hulbånd. Læg hulbåndet i 3 lag pr. støtteben - for at gøre det stabilt. Støttebenene placeres med lige stor afstand og monteres med maskinbolte. Støttebenene sørger for, at isoleringen ikke kommer i kontakt med jorden/underlaget, når låget tages af i forbindelse med fyldning og tømning af rakuovnen.

Lågets omkreds måles. Isoleringen skal være 2 cm mindre i omkreds end lågets omkreds, da denne skal kunne komme ned i tønden og lægge sig oven på ovnens isolering på indersiden. Lågets metalkant hviler på ovnens metalkant. Isoleringen på låget fastgøres med 12 bræddebolte. Boltene placeres forskudt fra hinanden. 4 bolte dog tæt ved hullet.

Lågets isolering med bolte og spændeskiver er meget varme efter en brænding, så låget skal derfor ikke sættes i nærheden af brandbart materiale.


Efter mange brændinger begynder der at falde metalflager af spændeskiverne, hvis de ikke er af rustfrit stål. Så skal de skiftes til rustfrie. Eller udskiftes med rustfrie bræddebolte monteret med en skive af forglødet hvid stentøjsler med chamotte. Se under Tips og ideer.

Ovnen er nu klar til at blive testet.


5.515 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Commentaires


bottom of page