Ler til rakubrænding
- Ebbe Dam Nielsen

- 29. dec. 2025
- 2 min læsning
Opdateret: 31. dec. 2025
Rakubrænding er en teknik fyldt med overraskelser og magi. Efter mange års arbejde med rakubrænding har jeg fundet frem til, hvilken ler der fungerer bedst til denne proces.
1. Lertype: Hvid stentøjsler

Jeg bruger næsten altid hvid stentøjsler. Den hvide ler fungerer bedst til langt de fleste teknikker, fordi den giver en neutral base, som fremhæver specielt de lyse glasurer og teknikker, hvor lerets farve er en del af dekorationen fx hesthår/fjer, saggar, naked raku og obvara. Har man brug for en anden bundfarve end hvid, så kan leret farves med begitning eller terra sigillata. Læs blogs om disse.
2. Chamotte: Stabilitet og struktur
Leret skal have minimum 40% chamotte med finhed 0–0,5 mm. Chamotte giver styrke og reducerer risikoen for revner, især under hurtige temperaturændringer. Chamotte er brændt knust ler.

Ler til rakubrænding skal indeholde chamotte.
Fin chamotte (0–0,5 mm) giver stadig mulighed for at forme og detaljere emner, samtidig med at leret bliver stabilt under brænding.
Den høje chamotteprocent gør, at selv større emner holder formen under rakubrændingens intense processer.
Ved ca. 573 °C ændrer kvarts i leret sin krystalstruktur (α → β) (kvartsinversion), hvilket giver små volumenændringer. Hvis leret opvarmes/afkøles for hurtigt over dette punkt, kan det skabe revner. Chamotte i leret hjælper med at reducere spændinger og dermed risikoen for revner.
Stentøjsler med mindre % chamotte kan også fungere. Men jo lavere indhold af chamotte stiger risikoen for revner. Chamotte med en finhed over 0,5 mm er velegnede til større skulpturer.
3. Plasticitet og formbarhed
Med denne kombination af hvid stentøjsler og 40% chamotte har jeg fundet en god balance: leret er stadig plastisk nok til at forme, men stærkt nok til at tåle både tørring og rakubrænding uden at deformere.
4. Brænding
Jeg brænder normalt mellem 900° C og 1000° C. Kombinationen af ler, chamotte og korrekt temperatur sikrer stabile emner.
5. Konklusion
Ud fra mine erfaringer er min anbefaling:
Hvid stentøjsler
40% chamotte, finhed 0–0,5 mm
Leret er plastisk og formbar, men stadig stabil under brænding.
Denne blanding fungerer både til små, mellemstore og store emner. Høj chamotteprocent gør, at selv tykke skulpturer kan tåle rakubrænding uden risiko for revner eller deformation.





Kommentarer