Åndedrætsværn
- Ebbe Dam Nielsen
- for 3 dage siden
- 2 min læsning
Opdateret: for 2 dage siden
I forbindelse med reduktion frigiver processen skadelige dampe, røg og partikler, der kan være farlige at indånde. Derfor skal man bruge åndedrætsværn i form af fx en halvmaske. Den viste halvmaske er forsynet med A1P3 filter (farvekode brun/hvid). Se beskrivelse nederst.

Ved reduktion (typisk når man lægger de varme emner i hestespåner, aviser eller andet organisk materiale og lukker det til), sker en ufuldstændig forbrænding, som frigiver:
Kulilte (CO) – en farveløs, lugtfri og giftig gas.
Diverse organiske dampe og tjærestoffer – kan være kræftfremkaldende ved længerevarende eksponering.
Irriterende røgpartikler – påvirker luftvejene og kan give hoste, åndenød og hovedpine.
Under brænding og især ved reduktion, kan partikler fra metaloxider i glasurer (som kobber, jern mv.) blive luftbårne og inhaleres. Ekstra farlig er saggar brænding, hvor der bruges mange forskellige metaller i pulver- og flydende form, salte og hvor keramikken er pakket ind i aluminiumsfolie. Kik derfor ikke ned i ovnens tophul uden åndedrætsværn. Bær også åndedrætsværn, når ovnen tømmes.
Når der dannes røg, er der ofte varme luftstrømme og støv fra hestespåner, blade, halm eller lignende, som kan irritere næse, hals og lunger.
Brug derfor et åndedrætsværn med minimun A1P3 filter, der beskytter både mod organiske dampe og partikler, der fremkommer under brænding og ved reduktion. Bedre beskyttende filtre er A2P3 og ABEK2P3.
Hvad betyder A1P3?
A1:
A = Beskytter mod organiske dampe og gasser med kogepunkt over 65 °C (fx opløsningsmidler, terpentin, røg fra brænding af organisk materiale).
1 = Lav kapacitet (egnet til begrænset eksponeringstid).
P3:
P = Beskytter mod partikler (fx støv, røg, bakterier).
3 = Højeste partikelbeskyttelse (≥ 99,95 % filtrering af fine partikler).
Man skal altid rakubrænde udendørs eller i et godt ventileret område. Undgå at stå i røgen. Træk dig væk straks efter, at du har lagt låg på reduktionsspanden. Brug kun rene, ubehandlede materialer. Savsmuld og hestespåner uden lim, maling, imprægnering osv. Papir giver mindre røg end hestespåner. Men brug ikke papir, der er glittet og indeholder farvetryk fx reklamer og magasiner. Uanset papirtype: brug åndedrætsværn – røgen fra selv det “reneste” papir indeholder stadig partikler og gasser, man ikke bør indånde.
"Bare fordi det lugter af bål, er det ikke ufarligt."
Se også flg. blogs: Raku og sikkerhed, Påklædning ved rakubrænding, Handsker til rakubrænding og 10 råd til en tryg raku-brænding.
Comments