Krakeleringer opstår, når keramikken løftes fra rakuovnen og hen til
reduktionsspanden/gryden. Krakeleringer opstår som følge af køleprocessen fra den varme rakuovn til lufttemperaturen. En temperaturforskel på ofte 900° C. Ofte kan man høre, at glasuren krakelerer.
Sådan fremmer du krakeleringer:
Valg af glasur:
Glasurer designet til raku har ofte en kemisk sammensætning, der fremmer krakeleringer. Til raku bruges lavsmeltende glasurer med høj andel af silica, hvilket gør dem mere tilbøjelige til at krakelere under hurtig afkøling.
Det kan være svært at se krakeleringer på mørke glasurer. Lav derfor glasurprøver.
Hurtig afkøling:
Efter at emnet er blevet brændt til smeltningstemperaturen i rakuovnen, skal det fjernes hurtigt. Glasur og ler har forskellige termiske udvidelses- og sammentrækningskoefficienter. Når emnet afkøles, krymper glasuren og leret med forskellig hastighed, hvilket fører til små revner i glasuroverfladen, kendt som krakeleringer.
Brug en rakutang til at flytte det varme emne fra ovnen og placér det i et reduktionsmateriale som hestespåner eller avispapir.
Reducering med røg:
Læg dit brændte emne i en spand/gryde med brændbart materiale, dæk emnet til og dernæst låg på. Husk, at der skal komme flammer, inden emnet dækkes til. Når materialet brænder, trænger røg ind i krakeleringerne i glasuren, hvilket fremhæver dem som sorte linjer. Er emnet blevet afkølet for meget, bliver krakeleringerne grå. Kommer der ikke ild, kan reduktionsmaterialet antændes med en lille gasbrænder.
Jo længere tid emnet udsættes for røg, desto mørkere bliver krakeleringerne. Lad derfor emner være i reduktionsspanden/gryden i ca. en halv time.
Når emnet har høj temperatur = store og få krakeleringer.
Når emnet har lav temperatur = mindre og flere krakeleringer.
Køligt/koldt og blæsende vejr fremmer krakeleringer.
Let reduktion:
Her svinges/luftes leremnet frem og tilbage, før det kommer i reduktions-spanden. Det giver krakeleringer. Der kan også pustes luft på leremnet for at fremme krakeleringer.
Hård reduktion:
Her kommer leremnet hurtigt i reduktionsspanden og dækkes straks til med savsmuld. Nogle glasurer kræver hård reduktion for at fungere.
Hvis glasurer, der indeholder meget kobberoxyd fx grøn, lys turkis og turkisblå (fra Sorring), får en hård reduktion, giver det en kobberagtig/metallisk effekt.
Læs også blog om: Reduktion og raku.
Læs også blog om: Reduktions sort som en del af dekorationen.
Comments